Tom Bang Sørensen og Henrik Thorup, begge flerårige medarbejdere hos Møllers Ejendomskontor i Grenaa og filialen i Fjellerup, har overtaget virksomheden pr. 1. maj 2008 og inviterer til reception den 23. maj kl. 14.00.
 Tom Bang Sørensen (t. v.) og Henrik Thorup, begge flerårige medarbejdere hos Møllers Ejendomskontor i Grenaa og filialen i Fjellerup, har overtaget virksomheden pr. 1. maj 2008 og inviterer til reception den 23. maj kl. 14.00.
|
Fra 1. maj har Tom Bang Sørensen og Henrik Thorup overtaget EDC, Møllers Ejendomskontor og EDC Fjellerup. De to har hidtil været ansat i virksomheden i en årrække på Havnevej i Grenaa, med filial i Fjellerup. De nye ejere inviterer til reception den 23. maj kl. 14.00 til 17.00 på hovedkontoret i Grenaa. Hidtil har Finn Bang Sørensen været eneejer af de to butikker i EDC. I det kommende år påtager han sig freelance-opgaver. Tom Bang Sørensen og Henrik Thorup står frem over med ledelse, ansvar og drift.
– Tom har idéer. Jeg sorterer, kommer det hurtigt og muntert fra Henrik Thorup, da de to sidder omkring mødebordet på Havnevej. Henrik Thorup blev ansat i EDC for seks år siden, mens Tom Bang Sørensen, søn af den hidtidige ejer, har arbejdet på kontoret i over 13 år.
Henrik Thorup er statsautoriseret ejendomsmægler og kom fra bankverdenen, mens Tom Bang Sørensen både har en salgsfaglig og håndværkmæssig baggrund.
– Vores styrke er forskelligheden, så vi kan supplere hinanden i det daglige, både i kontakt med kunder og samarbejdspartnere. Henrik er stærk til at sætte opgaverne i system, så kunderne kan være tryg ved alle detaljer i en handel. Jeg er den mest udadvendte af os to og kommer med de nye idéer, fortæller Tom Bang Sørensen.
– Jeg skjuler bestemt ikke, at mit skrivebord er i firkanter. Dokumenter er sorteret. Opgaverne bliver fulgt op og lagt på plads, inden jeg forlader kontoret hver dag. Sådan er min verden. Én ting har vi fælles - vi er ærekære, går efter det bedste og vi vil nå resultater. Det gælder både på badmintonbanen, og når vi skal løse opgaverne over for kunderne, uddyber Henrik Thorup de to ejeres måde at tegne de to EDC-butikker på i fremtiden.
Nye initiativer på vej
Tom Bang Sørensen glæder sig til at føre nye initiativer ud i livet, nu hvor de to partnere selv kan tage beslutninger.
– Selv om vi har været i firmaet i en årrække, er der en del ting, vi lige skal have styr på som selvstændige. EDC har et godt image, men vi skal følge med tiden i et skiftende marked. Det tager vi fat på nu, runder Tom Bang Sørensen snakken af.
I forbindelse med overtagelsen er kunder, samarbejdspartnere, kolleger og venner af huset velkomne til at kigge forbi på dagen, d. 23. maj kl. 14 på Havnevej 129.
Kilde: Grenaa Bladet
sof