Åbent Hus og recpection på Fabrikvej 12 i Grenaa: Midtjysk Liftudlejning er blevet en del af Nordjysk Lift A/S
Virksomheden Nordjysk Lift A/S har overtaget Grenaa-virksomheden Midtjysk Liftudlejning, og kalder i den forbindelse til Åbent Hus og reception på adressen Fabrikvej 12 i Grenaa på fredag den 16. maj fra kl. 12.00-16.30, hvor man agter at byde på lidt godt til ganen.
 Her ses den nye afdelingsleder i Nordjysk Lift i Grenaa, Gert Steenfeldt, og medarbejderen Lars Ole Back ved en af afdelingens lifte.
|
Af Henrik Dolmer
Der vil også være mulighed for at hilse på den nye afdelingsleder, Gert Steenfeldt, samt repræsentanter fra Nordjysk Lift A/S i øvrigt. Man vil givet også kunne hilse på den tidligere ejerkreds, som hver især stadig spiller en aktiv rolle i Nordjysk Lift’s Grenaa-afdeling. Der er tale om ægteparret Carl Erik Jensen og Marie Pedersen, og den nu fhv. medejer Lars Ole Back. Han købte sig ind i Midtjysk Liftudlejning ved at købe 25% af aktierne i 2007, men nu er hele aktieposten solgt til Nordjysk Lift A/S, der er en af de hurtigst virksomheder i hele landet. På blot 10 år er virksomheden vokset fra én mand, én lift og én gravemaskine hos stifteren Per Nielsen i Hjørring, til 15 afdelinger spredt over hele landet - inkl. en afdeling på Færøerne - med over 100 mand ansat og et udlejnings-katalog på næsten 500 sider, der kan præsentere den største maskinpark i hele Danmark med cirka 20.000 enheder.
Nordjysk Lift A/S er specialist i udlejning af alle former for entreprenørmaskiner til såvel små som store kunder. Man kan læse mere om virksomheden på www.nordjysklift.dk.
– Vi lægger stor vægt på til stadighed at kunne tilbyde kunderne det bedste og nyeste materiel, som til enhver tid lever op til vores kunders forventning. Siden starten i 1998 har det hele tiden været målet at drive en landsdækkende virksomhed tæt på kunderne, og derfor er vi hele tiden på udkig efter at åbne nye afdelinger. Her i det østjyske område råder vi nu over en afdeling i både Århus, Randers og Grenaa, så vi føler os nu rigtig godt dækket ind her i Østjylland, siger regionsleder Lars Kristensen, der ser Grenaa-afdelingen som et brohoved til det djurslandske marked, hvor især Grenaa Havns udviklingsmuligheder og de mange små og store håndværks-virksomheder giver grobund for en sund og positiv drift og udvikling af afdelingen, der fortsætter med at have to mand beskæftiget på fuld tid med vinduespolering. I alt er der 6 ansatte i afdelingen, som altså fortsat tæller den nu tidligere ejerkreds: Carl Erik Jensen, Marie Pedersen og Lars Ole Back.
– Vi er jo efterhånden nået op i alder, hvor vi så småt følte, at det var på tide at trappe lidt ned. Virksomheden blev startet op af min bror i 1978 - som cyklende vinduespudser - og jeg kom så med i firmaet tre år senere. Det har været nogle fantastisk gode år med masser af arbejde og mange gode og trofaste kunder, der har bevirket, at vi kun har haft gode år. Det er naturligvis vores håb, at den nye ejer vil opleve den samme tillid og trofasthed fra kunderne, som vi har oplevet igennem de efterhånden 30 år virksomheden har eksisteret, siger Carl Erik Jensen, hvis hovedopgaver under det nye ejerskab er kørsel med materiel og planlægning vinduespoleringen. Hustruen Marie varetager for sin del bogholderiet omkring vinduespoleringen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof