Karen Kragh og Lars Aastrup Jensen fra Art House of Djursland i Enslev benytter hele juli måned til at invitere alle lokale kunstnere på hele Djursland til en åben workshop.
 Art House of Djursland stiller sine hvide vægge til rådighed for Djurslands små og store kunstnere i hele juli måned.
|
 Karen Kragh og Lars Aastrup Jensen fra Art House of Djursland i Enslev benytter hele juli måned til at invitere alle lokale kunstnere på hele Djursland til en åben workshop.
|
Af Henrik Dolmer
Så uanset om man er kunstner, semi-kunstner eller amatør-kunstner, så opfordres man til at kigge forbi Art House i Enslev, der åbnede i efteråret 2007.
– Vi stiller vores hvide vægge til rådighed, så medbring et par værker og udstil dem i vores rustikke galleri. Det skulle meget gerne blive til en broget samling af lokale kunst-værker - små og store imellem hinanden - som man så kan komme og opleve i hele juli måned. Vi opfordrer endvidere de udstillende kunstnere til at komme og arbejde her i forbindelse med det, vi kalder en åben workshop. Og alle genrer er velkomne: Billedkunstnere, skulptører, grafikere, keramikere med mere, siger Lars Aastrup Jensen.
Han siger følgende om baggrunden for initiativet:
– Siden vores åbning i september 2007 har vi haft det ønske at bibringe vores lokalområde international kunst, men også sammen med vores egne lokale kunstnere prøve at skabe et hus, hvori kunsten kan opleves, ses og skabes. Det er gået meget godt med at bibringe kunstoplevelser, idet vi siden åbningen har haft henved 3.000 besøgende. Vi har også oplevet kunst blive skabt i huset, men ikke i den målestok, som vi ønsker det. Så derfor åbner vi dørene hele juli måned for alle de lokale kunstnere, der måtte ønske at kigge forbi. Jo flere - jo bedre. Og medbring gerne et par værker, så vi kan lave en stor fælles Djurslands-udstilling i juli måned her i vores arbejdende kunst-hus, siger Lars Aastrup Jensen.
I starten af august 2008 ankommer Art Houses næste internationale udstilling - denne gang via familien Sokolov fra Moskva i Rusland.
Men inden det sker vil vi meget gerne afholde et møde mellem alle interesserede personer og kunstnere fra hele Djursland for at debattere mulighederne for at gøre Art House til et mødested og katalysator for kunst og kunstnere fra hele Djursland. Et samlingspunkt til fælles inspiration og glæde. Vi forventer at indkalde til et møde i slutningen af workshoppen, slutter Lars Aastrup Jensen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof