Syddjurs Kommune vil på det kraftigste protestere imod Region Midtjyllands tanker om at spare akutlægen på Mols væk.
 Ninna Thomsen (S), formand for Udvalget for Sundhed, Ældre og Socialområdet, advarer regionen mod at spare akutlægen på Mols væk.
|
Ordningen er både økonomisk rimelig og skaber reel tryghed i lokalområdet, udtaler kommunen.
Akutlæge ordningen på Mols drives af en lokal praktiserende læge, Niels Bie, der rykker ud til akutte tilfælde i området. Ordningen er blevet til i samarbejde med Århus Amt og nu Region Midtjylland for at skabe acceptable reaktionstider i Mols-området.
Ninna Thomsen, formand for Udvalget for Sundhed, Ældre og Socialområdet, udtaler i forbindelse med regionens spareplaner:
– I et område som Mols, der er uden for de store færdselsårer, er den lokale akutlæge både med til at redde liv og skabe tryghed. Det vil være uacceptabelt for både borgere på Mols og de mange sommerhusgæster at skulle afvente en akutbil helt fra Grenaa, siger hun.
Ninna Thomsen uddyber:
– Jeg appellerer til regionen om at bevare ordningen, som både er økonomisk rimelig og som har stor værdi i beredskabet. Ordningen har i mange tilfælde gavnet tilskadekomne eller akut syge, der via ordningen har fået hurtig og kompetent hjælp, indtil anden assistance kunne nå til stedet, sigerhun.
Akutberedskabet er det seneste år blevet forringet set fra et Syddjurs-perspektiv. Akutbilen har nu udgangspunkt i Grenaa i stedet for Kolind som tidligere. Det medfører lange køretider, især til områder med mindre veje som Mols.
Udmeldingen kommer i kølvandet på, at regionsrådet skal finde hospitals-besparelser i størrelsesordenen 800 mio. kroner.
Kilde: Grenaa Bladet
sof