GrenaaS.net har skaffet sine brugere et ekstra fælles fiberhul til Internettet, der afvikler Internet-trafik fem gange hurtigere end det fiberhul alle brugere har skullet igennem indtil nu. Det har flere fordele for brugerne af GrenaaS.net.
 Frivillige forbinder den ekstra fiber til GrenaaS.net's serverrum på kvisten af siloen ved GTS
|
I ”Internet myldretiderne” har den betydelig mindre båndbredde i det hidtidige enlige fælles fiberhul kunnet afstedkomme ”flaskehals- problemer”, med midlertidig nedsat båndbredde for hver af de mange samtidige brugere. Derfor er den vigtigste fordel for brugerne ved det ekstra fiberhul - med 5 gange større båndbredde - at den fælles fiberadgang ikke længere kan give anledning til flaskehalsproblemer i myldretiderne.
En anden vigtig fordel er at GrenaaS.net med to af hinanden uafhængige fiberadgange til Internettet, sikrer brugerne en automatisk kontinuerlig Internet-forbindelse, selv hvis en af fiber-forbindelserne midlertidigt svigter.
Initiativet er led i gennemførelse af en flerstrenget strategi - også på andre områder, der tilsammen vil gøre det ukommercielle folkenet GrenaaS.net til Grenaa-områdets bedste Internet-adgang, samtidig med at det med i alt kun 100 kr. pr. måned pr. husstand for ubegrænset brug forbliver den klart billigste i forhold til ydelse.
Flaskehalse og svigtende forbindelse kan også forekomme i den trådløse infrastrukturs forbindelsesveje mellem fiber og bruger. Strategien rummer derfor også at der etableres spontant virkende alternative forbindelsesveje samt at hoved-forbindelser opgraderes til at have dobbelt båndbredde-kapacitet.
I stedet for få knudepunkter med mange brugere på hver, og derfor risiko for flaskehalse og mindre båndbredde til hver i myldretiderne, skabes der fra nu af dækning alle vegne via højt placerede hovedknudepunkter med meget stor båndbredde-kapacitet, omgivet af mange lokale knudepunkter med få bruger-tilslutninger på hver, hvor tilslutning med 10 megabit pr. sekund både ned og op vil være en almindelig oplevelse. Aktuelt har GrenaaS.net omkring 30 tilslutningspunkter rundt om i Grenaa og opland.
Yderligere anvendes der nu bruger-grej der arbejder med højere radio-frekvenser og derfor ikke forstyrres af brugernes egne trådløse net. Dette grej er forberedt til både høj hastighed og en bedre fjernstyring, der sikrer en bedre kvalitet end tidligere i de tjenester der formidles.
Med den således sikrede udsigt til større driftsstabilitet og båndbredde-kapacitet overalt i nettet, bliver der - udover almindelig data-trafik - samtidig plads til IP-telefoni, lokalt net-TV og udendørs gratis Internet-adgang rundt om i Grenaa-området.
Men der er ikke kun tænkt på nettets teknik. Samtidig med at et hold frivillige i løbet af efteråret uddannes af Computer-Bøvl-miljøet’s Institut for Trådløst Bredbånd til at kunne medvirke aktivt og kompetent i vedligeholdelse, udbygning og drift af GrenaaS.net, er instituttet også hyret til at yde nettet professionel support i det daglige til de udfordringer der kræver mere end man kan forvente af ulønnede frivillige.
På initiativ fra GrenaaS.net kan håndtering af computere, IT og Internet nu læres lokalt på Institut for Trådløst Bredbånd’s efterårskursus for begynder og lidt øvede; og bøvl med disse ting er der fremover skaffet hjælp til at afhjælpe på lokale månedlige computer-bøvl-aftner.
GrenaaS.net har også sørget for at alle på adressen www.GrenaaS.net kan bidrage til den daglige alsidige nyhedsformidling for lokalsamfundet via Djurslands-portalen, og i sit server-rum er GrenaaS.net vært for DjurslandS.net og dets andre net-tjenester for Djursland befolkning, herunder gratis e-mail.
Med alle disse koordinerede initiativer er GrenaaS.net i dag klædt på til ikke blot at betjene husstandene, men også institutioner og virksomheder. Samarbejde med en lang række skoler, boligforeninger, trykkerier osv. borger for at kvaliteten er i orden. Og så gør det jo ikke noget at det pga. den frivillige entusiasme stadig – inklusiv startindskuddet på 2000 kr. - kun koster 1/3 af det som man alt i alt kommer af med til kommercielle Internet-tjenester over 4 år for sammenlignelig service . . .
Kilde: Bjarke Nielsen
sof