Til oktober er det et år siden, at Mani Abdo overtog Mama Mia Pizza & Grill på Søndenå Butikstorv i Grenaa.
 Til oktober er det et år siden, at Mani Abdo overtog Mama Mia Pizza & Grill på Søndenå Butikstorv i Grenaa.
|
Af Henrik Dolmer
I det års tid har han brugt rigtig meget krudt på at gøre Mama Mia til et pænere og mere indbydende sted, ligesom menukortet også er blevet udvidet kraftigt. Blandt andet i form af diverse pasta-retter. Der er desuden 37 forskellige pizza’er at vælge imellem, og herunder muligheden for at bestille størsteparten af dem som en kæmpestor familiepizza, hvor man får en 1,5 l. cola med i prisen.
Fem forskellige panini-sandwich og diverse grill-retter - herunder stedets kendte barbeque-grillkyllinger - er ligeledes en del af Mama Mia’s nye menukort. Alle maskiner i restauranten er blevet udskiftet, ligesom Mani Abdo også har fået indrettet et hyggeligt sofa-hjørne, hvor man kan sidde i ro og mag og vente på, at ens bestilling bliver klar.
– Stedet var nærmest kørt helt i bund, da jeg overtog det for et års tid siden, så der har skullet knokles for at få vendt bøtten. Men jeg synes nu ret hurtigt, at det begyndte at gå fremad og vi kan bestemt ikke klage over søgningen. God kundeservice og gode råvarer er nøgleordene i den forbindelse, siger Mani Abdo, der er irakisk kurder. Han kom til Danmark for 9 1/2 år siden. Privat danner han par med danske Camilla, og de har lige fået deres første barn sammen. Han er blot to måneder gammel og hedder Ayaz Emil. Mani og Camilla kom til Grenaa for et år siden fra Skive, og de har tidligere arbejdet sammen som kokke i Skagen i to sæsoner. De har kendt hinanden i 7 år efterhånden, og er begge to glade for at bo i Grenaa. Camilla er uddannet som folkeskolelærer.
Mani Abdo har stadig masser af planer med Mama Mia. Blandt andet kunne han godt tænke sig på et tidspunkt at komme til at tilberede mad på en kulgrill, og tilbyde kunderne en buffet i højsæsonen.
Kilde: Grenaa Bladet
sof