"Sangens dag" i Auning Hallen torsdag d. 25. september samler børn og ældre i fællessang.
Arrangementet løber af stablen fra kl. 09.30 - 10.30.
Dagplejen, byens tre børnehaver, plejehjemmet, pensionistforeningen og skolen har meldt deres ankomst, så ca. 1000 mennesker vil synge i samlet flok.
Dagen starter med morgensang i de respektive institutioner, hvor alle synger "I østen stiger solen op" og "Jeg ved en lærkerede". I hallen synges tre indøvede fællessange; "Buster", "Jeg er en papegøje fra Amerika" og en til dagen nyforfattet tekst på melodien "Den lille frække Frederik". Foruden fællessang vil der være underholdning ved skolens kor og Auning Koret - begge under ledelse af musiklærer Gitte Sloth.
Kom og vær med til en festlig dag sammen med 1000 andre sangglade mennesker.
Sanges Dag i Auning afsluttes med en kirkekoncert i Auning Kirke kl. 19.30 med Hasseris kirkes Trio.Trioen består af Karen Grarup (sang), Ole Bech (guitar & organist) samt Mogens Jensen (tangenter).
Trioen byder på et varieret program indenfor nye salmer og sange, - herunder også hvad der rører sig på kirkemusikfronten i de øvrige nordiske lande.
Stilistisk spænder trioen vidt og eksperimenterer konstant med forskellige instrumenteringer, bl.a. vises hvordan kirkeorglet kan indgå i den rytmiske kirkemusik. Til daglig er trioen tilknyttet Hasseris kirke i Aalborg, hvor den har til opgave at integrere ny musik og tekst i kirkens gudstjenester.
Programmet indeholder musik/tekst af bl.a. Bjørn Eidsvåg, Anne Dorte Michelsen, NHØP, Johannes Møllehave, Kaj Munk, Ivar Kleive, Hans Anker Jørgensen, Knut Reiersruth m.fl.
På gensyn til en dag fuld af sang og musik i Auning
Kilde: Norddjurs Kommune
sof