Norddjurs Biblioteker relancerer en ny ”Bogen-Kommer-Ordning” hvor bibliotekerne kører hjem til brugerne.
Ordningen gælder fra d. 1.oktober 2008. Bogen-Kommer-Ordning” betyder, at bibliotekernes chauffører bringer bøger, lydbøger, musik på cd DVD-film m.m. helt til lånerens dør. Man kan få bragt alt, hvad der normalt indgår i bibliotekets tilbud.
”Bogen-Kommer-Ordningen” henvender sig til alle, som bor i Norddjurs Kommune og som på grund af alder, sygdom eller handicap ikke selv kan besøge kommunens biblioteker.
Bibliotekschef Peter Hansen fortæller om ordningen: "Bibliotekerne i Norddjurs glæder sig over at kunne lave en målrettet indsats for netop disse grupper i forhold til viden, kultur og underholdning”.
”Bogen-Kommer-Ordningen” er gratis. Man bliver tilmeldt ved at ringe til Grenaa Bibliotek på tlf: 89592767. Her står personalet klar til at aftale, hvilke bøger og evt. andre materialer, som lånerne ønsker at få bragt ud næste gang bibliotekets bil kigger forbi.
De lånere, der bliver tilmeldt ordningen, har mulighed for at få besøg hver 4. uge hvor bøger m.m. bliver byttet. Når biblioteket er på besøg første gang, udleveres der en oversigt over datoerne for de næste besøg. Med hver levering følger en liste til bestilling af nye bøger m.m. Lånerne i ordningen kan naturligvis også ringe og bestille nye bøger.
Re-lanceringen af ordningen er en del af den biblioteksplan, der blev lagt i forbindelse med kommune-sammenlægningen. Ordningen har et maksimum på 50 brugere med mulighed for at komme på venteliste.
Kilde: Norddjurs Kommune
sof