Fondsstøtte sætter gang i bogudgivelse og udstilling på Gl. Estrup
Med 315.000 kr. fra Skibsreder Carsten Brebøls Almennyttige Fond kan Gammel Estrup – Herregårdsmuseet nu gå i gang med at udarbejde bogudgivelsen Herregårdsliv og virkeliggøre særudstillingen Herregårde i Danmark – Fotografier af Roberto Fortuna.
 Foto: Roberto Fortuna
|
På Gammel Estrup – Herregårdsmuseet er fondsstøtte ofte en afgørende forudsætning for, at store og små projekter kan blive gennemført, fortæller museets direktør, Britta Andersen. Her har Carsten Brebøls Almennyttige Fond gennem de senere år vist sig som en fantastisk samarbejdspartner, da Fonden har støttet væsentlige projekter som f.eks. indkøbet af et tidstypisk herregårdskomfur i støbejern og senest indretningen af et introduktionsrum i slottets stueetage. Og nu har Fonden igen valgt at støtte to spændende projekter på museet, hvilket direktøren er utrolig glad for.
Det ene projekt vedrører en publikation, hvor man kan finde svar på nogle af de spørgsmål, som museet oftest bliver stillet: ”Hvad er en herregård”? ”Hvornår blev den sidste danske herregård bygget”? ”Hvad er en herremand”? eller ”Hvilke herregårde er åbne for publikum”? Spørgsmål som disse, skal man i dag lede efter svar på mange forskellige steder. Gammel Estrup – Herregårdsmuseet har længe ønsket at udgive bogen Herregårdsliv, hvor typisk stillede spørgsmål om f.eks. biblioteker, havebrug, orangerier og retsvæsen bliver besvaret, og hvor der samtidig kan findes koncise beskrivelser af en kultur, der har passeret sin storhedstid, men hvis historiske betydning stadig gør sig gældende på mange områder, kulturelt og samfundsmæssigt. Takket være støtten fra Fonden bliver projektet nu igangsat.
En anden del af fondsbevillingen, fortæller direktøren videre, er afsat til at virkeliggøre særudstillingen Herregårde i Danmark – Fotografier af Roberto Fortuna, som er en samproduktion mellem Nationalmuseet, Reventlow-Museet på Pederstrup på Lolland og Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Roberto Fortunas smukke fotografier viser eksempler på, hvordan ”Den danske herregård” ser ud i dag, f.eks. ved at vise storslåede produktionslandskaber, fornemme hovedbygninger, smukke parker, store avlsgårde og de mange historiske spor herregården har afsat i det danske kulturlandskab. Dørene åbnes også til privaten, hvor man får et indblik i en verden, der normalt ikke er tilgængelig for offentligheden. På Gammel Estrup vil vi til fotografierne føje spændende genstande fra 9 udvalgte herregårde i Danmark som bliver udstillet sammen med de respektive herregårdsejeres egne ord for, hvorfor den valgte genstand er helt særlig for netop den herregård. Udstillingen åbnes for offentligheden den 7. maj.
Gammel Estrup
Jyllands Herregårdsmuseum
Randersvej 2
8963 Auning
Kilde: Gammel Estrup
sof