Husstandsindsamling i Tved, Helgenæs og Vistoft sogne til fordel for Folkekirkens Nødhjælp
For 8. år i træk afholdes husstandsindsamling til fordel for Folkekirkens Nødhjælp i Tved, Helgenæs og Vistoft sogne. Takket være de frivillige indsamlere og giverlysten hos dem, de besøgte, har vi de syv foregående år kunnet sende flotte beløb videre til verdens nødlidende.
Indsamlingsdagen er i år søndag den 7. marts. Temaet for årets indsamling er »Sult«
Hvert sjette menneske på kloden får ikke nok at spise. Hver aften går de sultne i seng, uden at vide, om de får mad næste dag. Josephine Bwanali er en af dem. Hun er flyttet fra sin voldelige ægtemand og bor nu i landsbyen Kagodo i det nordlige Malawi sammen med sine fire børn og sin mor. Familien er så fattig, at de voksne højst får mad én gang om dagen, mens børnene får majsgrød, når de kommer hjem fra skole og igen om aftenen.
Når vi igen i år deltager i sogneindsamlingen, er det for at hjælpe familier som Josephine Bwanalis. De kan f.eks. lære at dyrke jorden, så den giver et større udbytte.
Jo flere indsamlere, der melder sig, des flere husstande kan vi nå ud til, og des flere mennesker kan vi hjælpe. Både de, der går ud med indsamlingsbøsserne og de, der putter noget i dem, bidrager til at forbedre familien Bwanalis og andre fattige familiers fremtid.
Vi vil indtrængende opfordre alle til at tage godt imod indsamlerne den 7. marts. Vi håber at få indsamlere nok til at dække alle tre sogne fuldt ud - og på at få indsamlet et flot beløb igen i år!
Får man ikke besøg - eller er man ikke hjemme - kan man selv sende et beløb på giro 5400023.
Indsamlere, nye som ”gamle”, bedes melde sig til vores indsamlingsleder Annemarie Bang pÃ¥ tlf. 86 35 62 35.
Kilde: Kirkebladet
sof