Tre elever fra Teknisk Gymnasium Grenaa klarede sig flot i en landsdækkende konkurrence for iværksættere. De er selv meget tilfredse og anbefaler alle andre, der får mulighed for det, at prøve.
 Fra venstre står Nikolaj Grant, Johnny Oliveira Møller og Rameez Hassan Syed, de tre direktører for GreenDomestica, ved deres stand i Odense.( Foto: En venlig forbipasserende)
|
Tre stolte tredjeårselever fra HTX i Grenaa blev nummer 53 ud af 180 virksomheder, der i Odense dystede om at blive Danmarks unge iværksættere i konkurrencen Young Enterprise. Deres virksomhed GreenDomestica havde de bygget op om produktet Effi-Psi, der er et apparat, der tørrer træ for folk med brændeovn, og som har brug for tørt brænde i en snæver vending.
”At ligge i den bedste tredjedel blandt de ypperste i hver region er flot, og vi er rigtig stolte. Det betyder jo, at vi ligger blandt de bedste ti procent i Danmark,” fremhæver Nikolaj Grant, der er den ene af eleverne i Trioen, der også tæller Rameez Hassan Syed og Johnny Oliveira Møller.
I den regionale konkurrence for Østjylland var de blandt de 24 bedste. Det foregik i Storcenter Nord i Århus, hvor 91 virksomheder deltog, og en lille fjerdedel af dem altså gik videre. De tre elever fra Grenaa fik meget opmærksomhed om deres virksomhed ved den lejlighed, blandt andet fordi alle, der ville i Føtex, var nødt til at passere GreenDomesticas stand.
Alle bør få chancen
I Odense fik eleverne lov at deltage i den kæmpestore forretningsmiddag dagen før. Her mødte de andre iværksættere fra hele landet og hørte foredrag om at få ideer. For drengene var det en kæmpe oplevelse. Den følgende dag var der så landsfinale, og her placerede de sig så på en flot 53’ende plads med deres virksomhedskoncept og deres brændetørrer.
”Dommerne i Odense er selv opfindere, iværksættere eller nogen, der arbejder med området. Det gjorde, at vi oplevede en fair og kvalificeret vurdering fra deres side, og os bekendt følte ingen sig fejlbedømt,” roser Johnny Oliveira Møller, som mener, at skolen bør deltage i konkurrencen hvert år. De yngre klasser på HTX bør også komme med som tilskuere i den regionale konkurrence, den der i år var i Storcenter Nord i Århus, så de på forhånd får en idé om, hvad faget kan føre til, synes han.
Man lærer af det
Rameez Hassan Syed er enig, og han uddyber her, hvorfor han har været glad for at deltage:
”Jeg har fået masser af viden om start af egen virksomhed. Den viden ville jeg ikke få, uden vi deltog i Young Enterprise, og jeg tror, alle HTX-elever kan få glæde af den indsigt, man får.”
Skolen, Teknisk Gymnasium Grenaa, ønsker at gentage projektet fremover, for her mener man, at konkurrencen Young Enterprise binder HTX-fagene teknologi, teknikfag, økonomi, kommunikation, dansk og i nogen grad engelsk og fysik sammen på en konkret måde, samtidigt med, at konkurrencen synliggør, at innovation er afgørende for Danmarks økonomi og vores levestandard.
Kilde: Haakon Rønnow Petersen
sof