|
I denne uge vil vi tage en gang radiohistorie. Radio Djursland og andre lokalradioer med hjemsted i Grenaa By har sendt siden 3. marts 1987 - dog med længerevarende pauser. Den første Radio Djursland sendte også fra adressen Østergade 18, men dog fra etagen ovenover - nemlig fra 2. etage. Lidt pudsigt, at i hvert fald én person går igen blandt medarbejderne, nemlig Poul Elo Bach. |
Et skilt fra den allerførste Radio Djursland. Skiltet hænger i gangen, når man træder ind i de nuværende radiolokaler. Et herligt historisk billede, der på mange måder forbinder en radiohistorie i Grenaa. Den korte historie bag din egen lokale radiostation, Radio Djursland - Djurslands FM |
|
Dengang var han radiochef, og i dag er han programchef - og bingochef på radioen. Men der er flere - og det vender vi tilbage til. Dengang var radioens sendetider således: Mandag til torsdag - 06.00 til 09.00 og 15.00 til 23.00 Fredag - 06-00 til 09.00 og 15.00 til 02.00 Lørdag 09.00 til 02.00 Søndag - 09.00 til 23.00.
Dengang var der heller ikke et så stort radiofonisk udbud, som der er år 2010. Dengang var der ikke noget, der hverken hed DAB kanaler eller Internet Radio. Det var kun 5 år siden, at Danmarks Radios monopol var blevet brudt. Og kan 4 år siden, at lokalradioerne inde i Århus startede op under den såkaldte 3-årige forsøgsperiode. Så Radio Djursland var faktisk meget hurtig med at starte op, efter at forsøgsperioden var blevet gjort permanent pr. 1. Oktober 1986. Fra starten sendte vi på følgende frekvenser - 95.2 - 103.6 - 104.1 og 104.6 Mhz. Og kunne, ligesom i dag, dække nærmest hele Djursland. Men ret hurtigt efter kom der mange nye lokale radiostationer rundt omkring - mange nye inde i Århus - nye i Randers, og næsten hver eneste mindre by havde sin egen lokale radiostation - Ebeltoft, Hadsten, Skanderborg, Hinnerup, Hammel, flere i Galten, Hørning syd for Århus - ja jeg kunne blive ved. Med alle de lokale stationer havde Koda, der varetager komponisternes og tekstforfatternes rettigheder, samt Gramex, der varetager rettighederne for de udøvende musikere, kronede dage, og de lokale stationer det modsatte. For det var mange penge at skulle finde frem på et skrabet budget. Adskillige lokalradioer måtte da også dreje nøglen om.
Den første Radio Djursland måtte lukke i slutningen af 1992. I midt-halvfemserne kom så en anden lokalradio i Grenaa, nemlig Radio DNR med radiostudie på adressen Østerbrogade 20 i Grenaa - der, hvor Retten i Randers i dag har sin afdeling i Grenaa. Dengang sendte vi kun på frekvenserne 95.2 og 103.6. Radioen startede 1. Oktober 1993 - men måtte lukke 4. juli 1997. Så skulle vi frem til 1. Juli 2003, og der startede så den "ny" Radio Djursland - og det er den, der nu sender på syvende år. Selv om den "ny" Radio Djursland ikke i sig selv har noget at gøre med den gamle radio, så er der alligevel en del medarbejdere, der tidligere har lavet radio på en af de tidligere radioer i Grenaa. Kim Bach, Poul Elo Bach, Poul Erik Rasmussen, Gerda Svendsen, Fritz Jensen, Anne Lise Sørensen, Lars Vinther, Bent Nielsen, Arne Larsen og Michael Sørensen er alle kendte og elskede radioværter gennem mange år. Og Niels Arne Rasmussen laver stadig, ligesom "i gamle dage" kaffe og serviserer lytterne, når de kommer op og siger davs i kontortiden. |