Igen i år er Norddjurs Kommune med, når Landbrugsmessen på Gammel Estrup 29. og 30. maj inviterer til fest og farver.
Lørdag den 29. maj kl. 12.00 holder H.O.A. Kjeldsen Landbrugsmessens officielle åbningstale. Han er velkendt af mange fra sin tid som aktiv i landbrugets organisationsarbejde, som formand for De Danske Landboforeninger og præsident for Landbrugsrådet gennem mange år. Derefter byder Norddjurs Kommunes borgmester Jan Petersen og formand for Landbrugsmessen Gammel Estrup, Peter Hoe velkommen.
Og så går det løs med masser af aktiviteter for både børn og voksne!
På Norddjurs Kommunes stand kan de besøgende møde både politikere og medarbejdere og få en snak om små og store spørgsmål. Blandt andet fortæller kommunens biologer om naturbeskyttelse. Der er mulighed for et sundhedstjek under vejledning af sundhedsmedarbejdere. Norddjurs Biblioteker deltager med både bøger, konkurrencer og vejledning i at benytte de mange internetbaserede services. Kultur- og udviklingsafdelingen giver gode tips til oplevelser i fritiden overalt i kommunen og fortæller om havvindmøller ved Anholt og overvejelser om nye vindmøller på land. Gæsterne inviteres desuden til at give gode forslag til, hvordan Norddjurs Kommune også i fremtiden kan være et attraktivt sted at leve og bosætte sig. Blandt forslagene trækkes lod om gavekort til natur- og kulturoplevelser.
200 års jubilæum
Landbrugsmessen fejrer i år 200 års jubilæum for Danmarks første dyrskue, som fandt sted i Randers i 1810.
Landbrugsmessen sætter fokus på udviklingen fra det første dyrskue for 200 år siden og frem til i dag. Der bliver opbygget en særskilt jubilæumsudstilling med et historisk dyrskue med gamle husdyrracer og om mekanisering, fødevarer, forarbejdning og landbokøkkenet gennem 200 år. Herudover udgives en jubilæumsbog om dyrskuernes historiske udvikling og betydning for landbrugets faglige og avlsmæssige landvindinger, og selvfølgelig også om dyrskuetraditioner og dyrskuerne som folkefest og betydning af landbokulturen gennem 200 år.
Læs det samlede program for Gammel Estrup Messen på
www.landbrugsmessen.dk
Kilde: Norddjurs Kommune
sof