Så er anlægsarbejdet med den nye vestlige adgangsvej til Aarhus Lufthavn i fuld gang
Kunder der er på vej vestfra til Aarhus Lufthavn vil i den kommende tid kunne følge anlægsarbejdet på den nye vestlige adgangsvej til lufthavnen på tæt hold, idet man mange steder på den nuværende rute kan se arbejdet med anlæg af den nye vejtrache.
 Den nye vestlige adgangsvej til Tirstrup Lufthavn.
|
Vejen anlægges i et samarbejde mellem Syddjurs Kommune, lufthavnens øvrige ejere og Aarhus Lufthavn A/S, med Syddjurs som bygherre.
Når vejen i oktober måned står færdig vil afstanden mellem Aarhus Lufthavn, og vore hovedmarkeder mod vest, blive reduceret med 2,8 km. Transporttiden mellem lufthavnen og det centrale trafikknudepunkt E45 afkørsel Århus N, vil dermed blive yderligere reduceret, således at tidsbesparelsen i forhold til tiden før 5. september 2008, hvor Djursland Motorvejen åbnede, nu vil være på i alt ca. 20 min.
Med den konkurrence der p.t. udfolder sig mellem de jyske provinslufthavne, er transporttiden til den valgte lufthavn af vital betydning, så vi glæder os over den styrkede position i markedet, der er udløst i form af denne virtuelle flytning af lufthavnen.
Næste ambition er nu sammen med mange øvrige interessenter at arbejde på yderligere udbygning af Djursland Motorvejen, således at den løber helt frem til Kolind Krydset, hvor den ny vestlige adgangsvej tager over.
Kilde: Aarhus Lufthavn
sof