Flora-skitser fra Winnie Meislers ophold i Afrika, er nu sat til salg på ARTpoteket i Ebeltoft
 Træer der vokser imellem sten, fra Swaziland i Afrika
|
 Ingefærplante i blomst, kultegning fra Swaziland
|
På ARTpoteket i Adelgade kan man nu erhverve sig originale Flora-skitser og akvareller fra billedkunstner Winnie Meislers ophold i Swaziland i Afrika. Hun har hæget om skitserne i snart 30 år, men med temaet Flora i hele Ebeltoft, mener hun nu at tiden er inde til at udstille og sælge nogle af dem.
- Skitserne rummer minder for mig, og ser jeg bort fra de minder, står der nogle smukke skitser af blomster og træer tilbage som jeg tror andre end jeg vil have glæde af at eje", siger hun.
Winnie Meisler boede med sin søn og mand, der var udsendt fra Danida, i Swaziland i det Sydlige Afrika 1979-81. Hun udstillede og arbejdede sammen med andre kunstnere, og underviste bl.a. på Institute of Health and Science i Mbabane i Communication and Design med sundheds- og familieplanlægnings - kampagner, især rettet mod analfabeter.
Hendes skitser af træer, der vokser op igennem de store sten i bjergene og de fine kultegninger af vækster fandt hun tid til sammen med andre kunstnere, hvor de sammen drog ud i bjergene og tegnede og malede.
Værkerne kan ses og købes i ARTpoteket i Adelgade, der har åbent torsdage og fredage kl. 12-18, lørdage kl. 10-13.
Kilde: Winnie Meisler
sof