|
Vi er Radio Djursland, og vi sender på følgende frekvenser: 90,1 Mhz i Ebeltoft, 90,5 Mhz i Grenaa, 101,7 Mhz i Rønde og 105,7 Mhz i Glesborg på Norddjursland. Med andre ord – der vil altid være en frekvens nær dig. Radio Djursland er en såkaldt voksenradio. Men mens mange andre radiostationer er tilegnet aldersgruppen indtil 50 år, så går vi ofte højere op i alderen. Vi spiller nemlig også musik og laver programmer for ældre mennesker. Vi ved jo, at der rundt omkring på Djursland også sidder mange ældre mennesker, der af den ene eller anden grund ikke længere er så mobile – mennesker i den tredje alder, som man siger. Og fordi man er oppe i årene, er det ikke ensbetydende med, at der ikke skal være radio for dem. Vi vil gerne være lokalradioen også for denne aldersgruppe. Derfor spilles der også en del ældre plader i vores programmer, ligesom du naturligvis også er velkommen til at ønske præcis den genre i vores udsendelser.
I næste uge regner jeg med at skrive meget mere om vores lille bingospil, der i skrivende stund stadig holder sommerferie, men som meget snart vender tilbage på den sædvanlige sendetid lørdag eftermiddag klokken 15. Men undervejs i RadioBingos sommerferie har vi haft en sommerferievikar ved navn Fritz Jensen. Fritz har lavet virkelig mange udsendelser de seneste år i oldies genren under titlen Twist & Shout. En del af disse har været genudsendt – samtidig med, at Fritz igen igen har været i studiet for vedvarende at producere endnu flere programmer. Vi ved af erfaring, at vores lyttere er helt vilde med disse programmer, blandt andet, fordi ”det var musik fra dengang, vi fandt vores første kæreste”. For tiden er Fritz i gang med en serie om musik fra et bestemt år. Mandag den 23. august gælder det år 1959, et år, hvor den altoverskyggende begivenhed var det berømte flystyrt, hvor nogle af tidens allerstørste rocknavne styrtede ned og døde. Nemlig J. P. Richardson alias The Big Bobber – ham med hittet Chantilly Lace, Richie Valens – han med det ”nye” version af den mexicanske folkemelodi La Bamba – samt ikke mindst Buddy Holly (That’ll be the Day – Peggy Sue med flere). De døde 3. februar 1959. En dato, der i folkemunde er benævnt som The Day that Music died – blandt andet 12 år senere af Don McLean og hans store hit American Pie. Nå, det blev lidt rockhistorie, men er du til rockens historie, så er det altså hver eneste mandag aften klokken 18 her på Radio Djursland. Hvor ellers????? |