Ålborg-kvartetten Thee Attacks blæser derudad med den simpleste opskrift, vi kender i rockmusikken: Bas, guitar og trommer. Der er ikke så meget at rafle om, og der er ikke den store tvivl om, hvad vi har med at gøre: klassisk moderne dansk garage, som vi snart har hørt i rigelige mængder. Derfor er det også spændende at se, hvordan Thee Attacks formår at træde ud af suppen, om man vil.
Hvordan lige præcis de her fire Aalborg-drenge kan tegne deres helt egen profil i en ellers ensartet verden af sorte slips, mono-optagelser og mod-attitude.
Deres trademark er 60'er-rock, energiske liveshows og stærkt attitudespil. Bandet blev i bogstavelig forstand spottet under deres koncert på Spot Festival i 2009, hvor Mojo Magazine, The Rolling Stones Magazine og produceren Liam Watson var til stede.
Et år senere er Thee Atacks' debutalbum "That's Mister Attack To You" på gaden.
Energien er fandenivoldsk, attituden er dumsmart og selveste Liam Watson (White Stripes, The Kills) har signeret den anakronistiske tresser-sound.
Inspireret af The Kinks og især The Who serverer kvartetten et dusin dugfriske sange med vers og omkvæd lige præcis dér, hvor den slags hører til.
Det sker lørdag den 4. september kl. 20.00 i Kulturhuset Pavillonen og billetprisen er 100 kr.
Til denne koncert kan du bruge LytNyt-kort. (Se i næste artikel).
Kilde: Kulturhuset Pavillonen, Kærvej 11, 8500 Grenaa.
/Bjarke