Kulturring Østjylland får 1 mio. til kunstprojekt
En af Kulturring Østjyllands store satsninger i 2011 bliver projektet ”LYS – landskabet, lyset, poesien og stemmer fra Østjylland.”
Statens Kunstråd støtter projektet med 800.000 kr., og Region Midtjylland støtter med 200.000 kr.
 Elle-Mie Ejdrup Hansen.
|
Det er Skanderborg-kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen, der er hovedkunstner pÃ¥ projektet, som netop er blevet udvalgt blandt 100 ansøgere til Statens KunstrÃ¥ds pulje ”Kunst og kommuner”.
Projektet har desuden modtaget støtte fra Kulturring Østjylland, så den samlede bevilling til projektet bliver på 1.450.000 kr. Hermed er det økonomiske fundament for det stort anlagte projekt på plads.
"LYS" er et interaktivt værk, der beskriver Kulturringens seks kommuner oplevet gennem landskabet, lyset, poesien og stemmer fra Østjylland.
Værket har navn efter et digt af Inger Christensen og begynder med indsamling af østjyske stemmer på uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og plejehjem rundt i kommunerne.
Mens publikum reciterer passager af Inger Christensens digt, optages deres stemmer, så der til sidst er samlet hundredvis af stemmer fra borgere i alle seks kommuner; mænd, kvinder, unge og gamle og folk fra vidt forskellige samfundslag.
Dette enorme kor af stemmer fra Østjylland vil indgå i et interaktivt lydværk af komponist Marie Højlund.
I september 2011 munder projektet ud i seks udendørs installationer af lys og lyd ude i de østjyske landskaber.
"Det unikke ved LYS er, at det fra starten inddrager publikum og giver dem reel indflydelse gennem hele processen, der forbliver åben frem til fremførelsen af værket ude i landskaberne", forklarer Elle-Mie Ejdrup Hansen, der blandt andet arbejder sammen med komponisten Marie Højlund om skabelsen af værket.
"LYS er også en hymne til en af vores helt store digtere Inger Christensen, der skrev digtet LYS i 1962, mens hun var lærer i Knebel på Djursland", fortæller Elle-Mie Ejdrup Hansen.
Blåstempling af Kulturring Østjylland
Jesper Mathiesen, formand for regionsbestyrelsen i Kulturring Østjylland, er især glad for den anerkendelse, støttebevilligerne er udtryk for, og at projektet med donationen fra Statens Kunstråd og Region Midt kan nå nye kunstneriske højder, - der er noget at glæde sig til i Østjylland.
"Jeg ser bevillingerne fra Statens Kunstråd og Region Midt som en blåstempling af det arbejde, vi gør i Kulturring Østjylland", siger Jesper Mathiesen.
"LYS-projektet er et godt eksempel på, at man med samarbejdet kan tænke i det helt store format og løfte langt større projekter, end det ville have været muligt for kommunerne hver for sig. - Projektet er banebrydende og vil på den måde vise nye veje i kulturlivet i mødet med kunstnere, teknologi og virksomheder. Borgerne i de seks kommuner i Kulturring Østjylland vil komme til at opleve kunsten, når den er allermest nyskabende og innovativ. - Den appellerer til alle og ikke mindst til børn og unge", siger Jesper Mathiesen.
Lars Møller, formand for kultur- og udviklingsudvalget i Norddjurs Kommune og repræsentant i den politiske styregruppe i Kulturring Østjylland, er enig, og siger: "Statens Kunstråds og Region Midtjyllands engagement i projektet viser, at Kulturring Østjylland er en anerkendt samarbejdspartner, der tør satse på kulturen og prøve noget nyt. Projekterne i Kulturrings-samarbejdet har en stor spændvidde fra musikarrangementer i forsamlingshusene over herregårdskoncerter til projektet LYS".
Skabelsen af kunstværket LYS finder sted fra april til september 2011 i de seks Kulturring- kommuner Favrskov, Norddjurs, Odder, Samsø, Skanderborg og Syddjurs.
Kulturring Østjylland er et kultursamarbejde mellem Kulturministeriet og de seks nævnte kommuner.
For yderligere information om projektet:
Lars Møller, formand for Kultur- og udviklingsudvalget i Norddjurs Kommune, tlf. 60751090.
Helen Rosager, kultur- og udviklingschef i Norddjurs Kommune, tlf. 89594071.
Elle-Mie Ejdrup Hansen, em@ejdruphansen.dk eller 29402002.
Læs mere om Kulturring Østjylland på www.kulturringoj.dk
Kilde: Indsendt til Netavisen d. 13. december af Kirsten Helby fra Norddjurs Kommune.
/Bjarke & Rex.