Smukke Charlie - I favntag med livet, i Pavillonen lørdag d. 29/1 kl. 20
Kulturhuset Pavillonen i Grenaa præsenterer musikteaterforestillingen "Smukke Charlie - I favntag med livet". I denne forestilling medvirker ingen ringere end bysbarnet Tom Bilde.
Stykket er allerede blevet dynget til med topanmeldelser, så der er noget at glæde sig til på Pavillonens nye scene.
Hansen og Marcussen præsenterer nu deres tredje teaterkoncert
Smukke Charlie i favntag med livet efter succesforestillingerne Bumsen og Pianisten (en hyldest til John Mogensen), der stadig spilles, og Alle Tiders Kvinde (en hyldest til kvinden).
I Smukke Charlie - i favntag med livet, leverer Hansen & Marcussen igen på forrygende vis deres unikke udgave af kendte og ukendte sange. Denne gang er musikerne Emir Bosnjak og Tom Bilde inviteret med, hvorved besætningen er fordoblet. Det tilfører nye og flere musikalske nuancer og instrumental fylde i samklang med Niels Søren Hansens og Victor Marcussens fortolkning af musikken og ordene i sangene. Det løfter denne teaterkoncert til nye højder.
De fire på scenen skaber sammen med scenografien og lyset en fortættet stemning, der favner livets lette og svære situationer og får tilskuerne til at swinge med i et forrygende musikalsk teaterunivers.
Hansen og Marcussen er funderet i mange års samarbejde mellem skuespilleren Victor Marcussen og komponist og pianist (Niels) Søren Hansen. Med sig har de både gamle og nye venner. De gamle er repræsenteret ved instruktøren, Pelle Koppel, der selv er skuespiller og leder af Teater V, Steen Lock-Hansen, der er uddannet teatermaler og scenograf på Århus Teater, samt Niels Emil Larsen, tidligere belysningsmester på Århus Teater, der laver lys på forestillingerne.
Tom Bilde, der har været med i Lars Lilholt Band siden 1990, er ny i denne sammenhæng. Tom Bilde er bassist, men spiller også en række andre instrumenter: Guitar, banjo, mandolin, trombone, althorn, keyboards og mundharpe. Før tiden, hvor Tom Bilde kom til at arbejde sammen med forskellige danske rock-pop orkestre levede han som gademusikant i Paris.
Nogle af de musikere, som Tom Bilde har arbejdet sammen med er Lars Muhl, Mek Pek, Poul Krebs, På Slaget 12 m.fl. I 2007 modtog Bilde sammen med holdet bag Nick Cave Teaterkoncerten på Århus Teater en Reumert for årets forestilling.
Entré: 140 kr.
Arrangør: Kulturhuset Pavillonen.
Sted: Pavillonens Centersal.
Kulturhuset Pavillonen
Kærvej 11
8500 Grenaa
Telefon: 86321633
Fax: 86321354
E-mail:
kulturhuset@pavillonen.dk
Kilde: Kulturhuset Pavillonen.
/Bjarke & Rex.