Eksklusiv premierekoncert med Poul Krebs og hans nye band, i Pavillonen torsdag d. 14/4 kl. 20
Når Poul Krebs drager landet rundt i løbet 2011, bliver det med det helt nye album Magnolia Tales (udkom d. 22/3) i bagagen og med et nyt band i ryggen.
 Poul Krebs.
|
Magnolia Tales er Poul Krebs første engelsksprogede album i karrieren og er indspillet i vinterens løb i Austin i Texas, i samarbejde med produceren og guitaristen Charlie Sexton. Han er til daglig kapelmester og guitarist for ingen ringere end Bob Dylan og har tidligere produceret stærke albums for bl.a. Lucinda Williams, Marc Cohn og Edie Brickell og har desuden arbejdet med så prominente folk som Ron Wood, Keith Richards og David Bowie.
Det nye band der drager med Poul Krebs rundt på landevejene i 2011, er et stærkt hold af musikere fra København og Århus. En glad Poul Krebs udtaler: "De er alle sammen formidable folk, som jeg bl.a. har mødt gennem House of Songs og spillet med både i USA og herhjemme. Det er en gave, at jeg kan få lov til at spille mine sange med så mange af de fineste mennesker og musikere, jeg møder på min krogede vej". Bandet rummer også et enkelt norsk/engelsk islæt i sangerinden og guitaristen Claudia Scott, der tidligere har turneret med Poul Krebs og som synger duet med ham på singlen Magiske snefnug og medvirker på koncertalbummet "På en god dag".
Ved koncerterne i 2011 vil sange fra det nye album naturligt blande sig med Greatest Hits og andre højdepunkter, fra det efterhånden meget omfattende og populære bagkatalog der er signeret Poul Krebs.
Det nye band består af:
Kent Olsen (trommer).
Tove Sørensen (bas).
Niels Chr. Simmelsgaard (guitar).
Ask Kjærsgaard (div. guitarer, steel, banjo, keyboards).
Claudia Scott (vokal og guitar).
Spillesteder:
Poul Krebs og hans nye band åbner sæsonen med en lille klubtur i slutningen af april, hvor de besøger: Grenå, Pavillonen (14/4), Støvring, Stubhuset (15/4), Ribe, Ribelund (16/4), Holbæk, Elværket (20/4), Rødovre, Viften (21/4), Århus, Musikhuset (22/4) og Hjørring, Vendelbohus (23/4).
Sommeren over er Poul Krebs og band at finde på en lang række af sommerens festivaler og open air koncerter.
Baggrundshistorien kort:
Poul Krebs har været aktiv på den danske musikscene siden slutningen af 70erne. Han har i løbet af den lange karriere skrevet langt over 500 sange, har spillet mere end 1000 koncerter og det nye album er det 20. i rækken af albums (alt iberegnet), tilsammen solgt i mere end 1 million eksemplarer i Danmark.
Der er et meget begrænset antal pladser tilbage.
Entré: 250 kr.
Det er hér dét sker:
Kulturhuset Pavillonen
Kærvej 11
8500 Grenaa
Telefon: 86321633
Fax: 86321354
E-mail: kulturhuset@pavillonen.dk
www.pavillonen.dk
Kilde: Kulturhuset Pavillonen.
/Bjarke.