Borgmesteren i Norddjurs, Jan Petersen, beklager i følgende pressemeddelelse nyheden om, at SAPA i Grenaa vil flytte produktionen til Sverige. Han vil nu opfordre virksomhedens koncernledelse til at genoverveje beslutningen om at lukke. Samtidig står Jobcenter Norddjurs klar til at yde massiv hjælp og støtte til de over 100 medarbejdere på SAPA, som står til at miste jobbet.
 Overfladebehandlingsanlæg hos SAPA i Grenaa.
|
Presse-meddelelse, Grenaa d. 10. maj 2011
Norddjurs Kommune beklager SAPA-lukning
Borgmester Jan Petersen vil opfordre SAPA’s koncernledelse til at genoverveje beslutningen om at lukke fabrikken i Grenaa.
”Det var en overraskende og meget kedelig besked, da SAPA i dag (mandag) meddelte Norddjurs Kommune, at de vil lukke produktionen i Grenaa. Jeg havde indtryk af, at SAPA var på vej opad, og at der efter finanskrisen var god fremdrift og udsigt til positive resultater i Grenaa”.
Sådan udtaler Jan Petersen, borgmester i Norddjurs Kommune, ovenpå den triste meddelelse om, at virksomheden SAPA i Grenaa, som fremstiller aluminiumprofiler, flytter produktionen til Sverige og dermed nedlægger omkring 110 stillinger. Jan Petersen tilføjer:
”Jeg vil derfor henvende mig til koncernledelsen og bede dem genoverveje den totale nedlukning. Jeg forstår, at man fortsat ønsker salgsafdelingen i Danmark, og jeg er bekendt med, at der er fremlagt realistiske alternativer til beslutningen. Det taler for at fortsætte produktionen i Grenaa. Muligheden bør under alle omstændigheder prøves”, siger han.
Farvel til vigtig virksomhed
Norddjurs kommune har igennem årene haft et godt samarbejde med både medarbejderne og den lokale ledelse på SAPA. Virksomheden er vigtig for området, og det vil kunne mærkes, hvis de mange arbejdspladser forsvinder fra Grenaa.
”Lukningen af SAPA går imod den tendens, vi i øvrigt ser i Norddjurs i disse år, hvor vi er kommet godt i gang både ift. iværksætteri, forbedret infrastruktur, store projekter som havvindmølleparken og så videre. Den tendens skal fastholdes, og vi skal kæmpe for hver eneste arbejdsplads”, siger Jan Petersen.
Uanset om det lykkes Norddjurs’ borgmester at bevare nogle af arbejdspladserne på SAPA eller ej, står kommunen klar til at støtte de medarbejdere, som mister deres arbejde.
Karen Skau, arbejdsmarkeds- og borgerservicechef i Norddjurs Kommune, siger:
”Vi tager denne situation meget alvorligt, og jobcenter Norddjurs vil hjælpe de medarbejdere, der bliver afskediget”.
Hun tilføjer:
”Gennem vores gode samarbejde og mange års erfaring med SAPA ved jeg, at vi har med medarbejdere at gøre, som er dygtige og omstillingsparate. Jobcenter Norddjurs vil sammen med Beskæftigelsesregion Midtjylland og SAPA kunne iværksætte initiativer for de berørte medarbejdere med henblik på at øge mulighederne for job”.
For yderligere oplysninger og kommentarer:
Jan Petersen, borgmester i Norddjurs Kommune.
Tlf. 89591001 / mobil: 27852451.
Mail: jp@norddjurs.dk
Karen Skau, arbejdsmarkeds - og borgerservicechef i Norddjurs Kommune
Tlf. 89592002
Mail: kas@norddjurs.dk
Kilde: Indsendt til Netavisen d. 10. maj af Mathilde Loft Nørgaard fra Norddjurs Kommune.
/Bjarke & Rex.