Djurslandsportalen.dk

Et af Danmarks helt store legendariske rockbands gæster Pavillonen helt eksklusivt, - så eksklusivt, at det bliver deres uigenkaldelige sidste optræden! - Bandet blev gendannet for at lave en række koncerter hen over sommeren, og har nu lukket gendannelsen af med et mindre antal koncerter her i efteråret, hvor den allersidste af slagsen bliver i Pavillonen, før bandet igen køres i garage, - endda på et af de mindste spillesteder, de har optrådt på i denne omgang.

Sort Sol.

Sort Sols genforenings-koncerter har fået de helt store ord med på vejen, og orkesteret har næppe nogensinde lydt mere kraftfuldt, autoritativt og overbevisende end i denne 2011-udgave, så der er i den grad noget at glæde sig til i et historisk moment i Pavillonen.

Bandet har sin helt egen unikke historie, hvor de startede som et regulært punkorkester på de meget små scener, men senere bevægede sig ud på de helt store scener, blandt andet hjulpet af legendariske numre som Let your fingers do the walking, Kiss the streets, Siggimund Blue og Erkønig, samt de store rockalbums som Everything That Rises... Must Converge!, Flow your firetear, Snakecharmer og ikke mindst Glamourpuss, der rundede de 100.000 solgte albums, efter at have lagt melodisk tung-rock musik til Ole Bornedahls succesfilm Nattevagten.

Bandet har under genforeningen genudgivet 11 albums i et massivt bokssæt, indeholdende i alt 116 rocknumre.

Bandet er legendarisk og et af de helt store i rockbands i Danmark, og tæller i dag Steen Jørgensen, Vokal; Lars top Galia, Guitar; Thomas Ortved, Trommer; sammen med The Adam, guitar; Manoj Ramdas, guitar og A.C., bass.

Hvad er Sort Sol for en størrelse?

Danmarks største rockband.

Danmarks første punkband. Uden for genrerne. Uden for tiden. Og midt i den. Fremtiden er nu, og 2011 tegner til at blive et stort år for Sort Sol. I Horsens indledte gruppen en større Danmarks-turné, hvor al skønheden og hele den mørke kraft i musikken og de mange, mange sange igen blev sluppet løs og kom til live.
Alt ligger åbent: Kom og se, kom og hør!

Der er ingen ny plade at promote, og der er heller ingen planer i den retning. Der er blot denne mærkelige, uregelmæssige livsrytme, der altid har været Sort Sols, og som altså nu igen har sendt gruppen frem i forreste linje på de største scener i landet. Sort Sol vil ikke falde til hvile. Sort Sol vil ikke bare gå væk af sig selv. Der er noget, som bliver ved med at banke og leve og rumstere og synge en uro, en ur-energi dybt i musikkens indre.

Engang for ca. 10 år siden blev der efter udgivelsen af gruppens ottende album, Snakecharmer, underligt stille omkring Sort Sol, da Steen Jørgensen, Tomas Ortved, Lars Top-Galia og Knud Odde syntes at drive hver til sit og lade selve gruppen ligge kuldsejlet tilbage. Hvad var det dog, der skete? Måske flygtede de fire fra hinanden, fordi Sort Sol var blevet som et fængsel? Det hele var uafklaret, uforløst. Tilsyneladende en ærgerlig, uskøn afslutning på en ellers respektindgydende, mere end 20 år lang karriere.
Sådan skulle det dog heller ikke blive. For Sort Sol er et særligt energifelt af lunefuld kreativitet og umage temperamenter, og gruppen blev trodsigt ved med at leve videre bag om ryggen på musikerne. Større end summen af de enkelte dele.

Noget, ingen blot kunne løbe væk fra og lægge bag sig. En del af Jørgensens, Ortveds, Top-Galias og Oddes identitet. En fælles vision om lyd og udtryk. Aldrig blot en rockmusikalsk hitparade, men snarere en livsstil.

Og nu det næste kapitel. 2011. Hvor kun én ting ligger fast: Det skal ikke være, som det var i 2001. Det skal ikke være, som det var i 1996 eller i 1983. Det skal være, som det bliver næste forår. Alle sangene i spil, og så må det vise sig, hvilke der bliver slået ned på, og hvad de rummer af liv og hemmeligheder, når de foldes ud i fremtidens uvisse lys.

Det er dog givet, at Sort Sol ser anderledes ud på scenen end tidligere. Den oprindelige idé var, at alle fem medlemmer inklusive guitaristen Peter Peter skulle tage del i turnéen, men guitaristen, som forlod Sort Sol i 1995, har ikke ønsket at deltage i 2011. Dertil kommer, at Knud Odde, som reelt har været helt væk fra musikken og basspillet i flere år, efter eget valg mere vil være med på sidelinjen og i ånden end på selve scenen.

Det giver andre muligheder musikalsk, visuelt, dynamisk. Og de er blevet udnyttet til det yderste, når Steen Jørgensen, Tomas Ortved og Lars Top-Galia har fuldendt 2011-udgaven af Sort Sol på de danske scener.

Turnéen og det musikalske drama kommer nu til sin afslutning i Pavillonen, og for både Sort Sol og publikum er der nok at fejre. Sange fra en 33 år lang og dermed ret enestående karriere i dansk rock. Det var den 24. november 1977, at gruppen på Rødovre Statsskole spillede sin allerførste koncert. Det var dengang, Sort Sol hed Sods, og musikken hed punk. Det gjorde den også på gruppens debutalbum Minutes To Go fra 1979.
Men så begyndte der allerede at ske noget uforudsigeligt, noget karakteristisk for Sort Sol. For trods den ubestridte pionerindsats og førerposition som dansk punkband ville gruppen ikke låses fast musikalsk og genremæssigt. Det kunne ses og høres på det andet album, som udkom i 1980. Titlen var Under En Sort Sol, og både gruppenavnet og musikken med sine malende mørke, dunkelt rugende tids- og stemningsskitser var under forvandling.

Sort Sol var nu endegyldigt kommet til verden, og de næste 20 år blev musik og sange og albums skudt af med en rytme, der var lige så uberegnelig, som indholdet var stilistisk omskifteligt, grænseoverskridende og slidstærkt. Alene den utrolige serie af fascinerende coverversioner afslører spændvidden og dristigheden bl.a. Tex Ritters countrypastiche Blood On The Saddle, Marc Bolans glitterslagsang Children Of The Revolution (med refræn på russisk), The Walker Brothers højspændte 60´er-pophit The Sun Aint Gonna Shine Anymore, Black Sabbaths tungmetalliske ode Black Sabbath, Roky Ericksons piskende garagerocker Fire Engine samt selvfølgelig de blændende, selvstændige fortolkninger af så stærke og krævende sange som Ruby Dont Take Your Love To Town, Ode To Billie Joe og Indian Summer.

Også gruppens albumudspil har været præget af store stilistiske variationer. Efter Under En Sort Sol fulgte en ny periode i 80´erne, som er repræsenteret af Dagger And Guitar (1983) og Everything That Rises Must Converge (1987), hvor gruppen på førstnævnte forsøgte at markere vejen for et nyt tiårs mere fremadrettede og udanske rocklyd, mens Sort Sol på sidstnævnte trak mere i retning af en hamrende hård og sorttandet garagerock.

De markante, stadig stærkt billedskabende sange fra denne 80´er-epoke hedder bl.a. Abyss, White Shirt, A Knife For The Ladies, Shapes Of Summer og Pinocchio Loose.

I 1990erne fulgte nye skridt og forandringer samt det store kommercielle gennembrud. På de to album Flow My Firetear (1991) og Glamourpuss (1993) skærpes sangskrivningen og den musikalske selvsikkerhed. Og resultatet er, at sange af en helt ny kaliber dukker op og samtidig trækker en samling sansninger og stemninger af uventede dimensioner ind i Sort Sols univers lige dele henåndet naturmystik, farvekraftig psykedelia og sensuel erotisme. Hitsangen over dem alle er selvfølgelig Let Your Fingers Do The Walking fra Glamourpuss, men den følges uden problemer til dørs af bidrag som Siggimund Blue, Midnight Train To Summer, Shaheeba Bay og Popcorn.
Endelig er der de to seneste album, Unspoiled Monsters (1996) og Snakecharmer (2001). Begge atter med markante sange i centrum, men førstnævnte især stærkt inspireret af datidens udprægede anvendelse af samplinger og programmeringer, mens Snakecharmer rykker lidt længere ind mod midten og læner sig op af en mere klassisk rocklyd. Sangene fra denne periode hedder f.eks. My Stars, Kiss The Streets, Sol 66, Rhinestone og Ill Take Care Of You.
Sådan er det. En samling sange og en samling titler, hvor sammenstød og skønhed er filtret ind i hinanden og straks får billeder og klange til at smælde frem. Krystalklart, obskurt.

Sort Sol er en selvmodsigelse. Sort Sol er en vækkelse. Gruppen har aldrig været borte, for den er en tilstand, et begreb med sit eget liv og sine egne betingelser, og stædigheden i udforskningen af alle mulige syn og stemninger holder sammen på det hele. I 2011 har det kunnet opleves igen - live. Så meget er sikkert. Alt andet er på smukkeste vis i spil.

Support-band: Boho Dancer.
Bag navnet Boho Dancer gemmer sig en melankolsk sjæl og en insisterende kvinde. Ida Wenøes fandenivoldske - men på samme tid sarte udtryk - er kernen i bandets musik. Sangene har et storladent udtryk men med en nøgen, nordisk enkelhed og besidder en dramatisk næsten gotisk urkraft, der samtidig er nutidig i sit udtryk. Med stædige og viljestærke forbilleder som Patti Smith og Nina Simone kombineret med en Simon & Garfunkelsk blidhed er Boho Dancer eksponent for en kompleks og unik stemning.

BILLETSALG VED DØREN LØRDAG AFTEN.

Entré: 295 kr.

Det er hér dét sker:
Kulturhuset Pavillonen
Kærvej 11
8500 Grenaa
Telefon: 86321633
Fax: 86321354
E-mail: kulturhuset@pavillonen.dk
www.pavillonen.dk

Kilde: Kulturhuset Pavillonen.

/Bjarke.