Kom til Dansk Mølledag på Baunhøj Mølle søndag d. 17/6 kl. 10-16
På mølledagen er alle møllersvendene i sving og viser, hvorledes mølleriet fungerer, maler, og sigter mel og præsenterer bagværk og opskrifter. - I udstillingslokalerne vises forskellige gamle håndværk og husflidsaktiviteter. Musikken spiller og der vil være mulighed for at få en snak med andre mølle- interesserede, få en kompetent rundvisning og nyde den flotte udsigt fra omgangen. - Der er gratis adgang.
 Baunhøj Mølle er medlem af Dansk Møllerforening og med til at fejre Dansk Mølledag hvert år.
|
Dagens program
Kl. 10.00:
Aktiviteterne starter inde og ude. Du kan opleve: Møllersvendene sørger for, at Møllen kværner mel - hvis vinden vil - og viser rundt i mølleriet. Der er mulighed for at blive vejet og målt med gamle redskaber. Gårdejer Henry Slemming maler korn på gammeldags maner med sten og håndkraft. Børnene får mulighed for at bygge flotte skulpturer af frugt og grønt med hjælp fra Ketty Steffensen. Ivan Molsing viser, hvordan man laver stærke og praktiske knob, og du kan også selv prøve. Karle- og Pigelauget fra Gl. Estrup tærsker med plejl, laver reb og spinder uld samt bager pandekager over åben ild. Praktikanterne i mølleriet: Niels og Michael inviterer til konkurrence i sømslagning. Der er ild i essen og Villy Buhl Hansen og hans medhjælper smeder hestesko og andre spændende sager. Flemming Nielsen viser, hvordan man laver sydesalt og Nis Nissen fortæller om biavl og der bliver mulighed for at smage de søde sager. Pilefletter Kirsten Stær forvandler det smidige materiale til spændende brugskunst. Bente Hawkins og strikkedamerne inviterer dem, der har lyst med til at lave strikkeskulptur. Både børn og voksne har masser af muligheder for selv at deltage i aktiviteterne.
Kl. 11.00:
Mølledagen markeres med tale af gårdejer John Eriksen, Næsgaard.
Kl. 11.15:
Spillemændene giver en times musik.
Kl. 13.00:
Spillemændene giver nok en times musik.
Kl. 14.30:
Inger Rasmussen og folkedanserne stiller op til dans, Aksel Petersen spiller til og alle kan deltage i noget af dansen.
Kl. 16.00:
Aktiviteterne og mølledagen afsluttes.
Mad og drikke
Der vil hele dagen være mulighed for fortæring.
Bager Jørn Strandgaard Jensen har bagt møllebrød, som sælges sammen med kaffe og te.
Jonna Nielsen og medhjælpere tilbereder kød og pølser på grill, så du også kan købe frokost.
Det er hér dét sker:
Baunhøj Mølle
Bavnehøjvej 31
8500 Grenaa
Tlf: 86327245
www.baunhoej-moelle.dk
Kilde: Baunhøj Mølle.
/Bjarke.