Spot på Kulturen - deltag i et anderledes valgmøde på Rønde Højskole og Efterskole torsdag d. 14/11 kl. 19
Kulturen er på programmet til et utraditionelt vælgermøde. Sammen med en lang række foreninger fra Kommunens forskellige lokalområder arrangerer BLIS en aften, hvor den politiske debat tages alvorligt, men krydres med underholdning, sang, musik mm. Syddjurs kommune kendetegnes af en bred vifte af kulturelle foreninger og institutioner og et stærkt folkeligt engagement i aktiviteterne. Dét er forhold som bl.a. Kommunens bosætningsstrategi bygger på. Med afsæt i borgernes brede interesse for kulturarven, kunsten og kulturen udfordrer foreningerne de politiske spidskandidater, og både visioner og konkrete planer for kulturområdet sættes til debat.
 Spot på Kulturen 2013.
|
Foreningerne lægger op til et brag af en slutspurt i den politiske debat op mod kommunevalget med dette utraditionelle arrangement, som i sin form vil adskille sig fra et traditionelt vælgermøde og pirre alle sanser. Men tag ikke fejl. Journalist og tidligere direktør for Glasmuseet, Dagmar Brendstrup er ordstyrer og vil sætte fokus på, hvad der skal til, for at Syddjurs Kommunes kulturliv kan blomstre og videreudvikles endnu bedre fremover.
De politiske partiers spidskandidater får mulighed for at give deres bud på kulturpolitikken i Syddjurs Kommune i den kommende byrådsperiode. Under debatten kan tilhørerne stille spørgsmål og komme med forslag til politikerne med mulighed for at inspirere dem til nytænkning.
Arrangørerne opfordrer alle, som er interesseret i en god oplevelse og indflydelse på kulturens vilkår til at sætte kryds i kalenderen og møde op til denne spændende event. Dørene åbnes kl. 18.30, alle er velkomne, og der er gratis adgang.
Arrangør:
BLIS, By og - landskabskultur i Syddjurs
Strandgårdshøj 39
8400 Ebeltoft
www.blis.dk
Det er hér dét sker:
Rønde Højskole og Efterskole
Skolevej 2
8410 Rønde
Tlf: 86371955
www.rhe.dk
Kilde: BLIS, By og - landskabskultur i Syddjurs.
/Bjarke.