Syddjurs Bibliotek har sammensat et arrangementsprogram for foråret, der byder på noget for de fleste: litteratur, mad, natur, krig og fred, sundhed, musik og teater for børn og meget mere. Alt sammen med såvel lokalkendte som landskendte navne med noget på hjerte. Er man glad for at lave mad, kan man møde River fra "Den Store Bagedyst" og Sif Orellana, der vil fortælle om sine inspirerende kogebøger til børnefamilier.
 River fra Den Store Bagedyst.
|
Er man mere til jagt og natur, kan man møde Jørgen Skouboe, som bl.a. er kendt for tv-programmet "Nak og Æd".
Livet som børnefamilie vil blive taget under kærlig behandling af journalist og mor til 7, Charlotte Højlund. Der vil også være fokus på det sunde liv med foredrag som Rejsen til sundhed, Low Foodmap Diet og foredraget om Mindfulness ved Susanne Møberg.
100-året for 1. verdenskrig og 150-året for krigen i 1864 markeres med spændende foredrag om henholdsvis 1. verdenskrig set gennem en dansk soldats øjne og et foredrag om Fregatten Jylland ved Benno Blæsild. Er man i det hele taget interesseret i historie, er foredraget om Lundbergs Maltfabrik i Ebeltoft også en mulighed, ligesom man kan høre Vilfred Friborg Hansen fortælle om Kalø Slots historie.
Også vor egen tids internationale konflikter er på plakaten. Ved Foredrag og film-arrangementet i KomBi handler det om Sydafrika og Nelson Mandela, og i april kan man møde jagerpiloten Thomas Kristensen, der har fløjet indtil flere internationale missioner.
Der vil naturligvis også være arrangementer med direkte fokus på bøger. Det gælder både en krimi-aften, en aften med den lokale forfatterduo bag pseudonymet Sander Jakobsen og en forlagsaften, hvor tre østjyske forlag præsenterer kommende bogudgivelser.
For børnene byder biblioteket på kæledyrsdag, teaterforestillinger og sjove musikalske oplevelser under overskrifter som Rytmetrolderier, Kommoderim, Skrallebang og Jagten på det hemmelige orkester. I vinter- og påskeferien vil det være ekstra hyggeligt for børn at komme på biblioteket, hvor der vil være krea-hjørne og andet godt.
Derudover byder biblioteket foråret igennem sædvanligvis på workshops, IT-café, strikkecafé, skakcafé, barselscafé, udstillinger og meget mere.
Programmet kan hentes på alle Syddjurs Biblioteker eller ses på bibliotekets hjemmeside:
www.syddjurs-bibliotek.dk
Kilde: Syddjurs Biblioteker.
Lisbeth Larsen.