Mathilde Damborg Og Grenaa Blæserne giver nytårskoncert i Kom-Bi i Hornslet søndag d. 26/1 kl. 15
Solisten Mathilde Damborg kommer fra Djursland og har trods sin unge alder sunget i mange år i forskellige sammenhænge. Peter Præstholm dirigerer harmoniorkestret Grenaa Blæserne, der inden for de sidste par år har haft fornøjelsen af at spille både på Dyrehavsbakken og på Plænen i Tivoli i København. Repertoiret er blandet og omfatter bl.a. nytår, musical og populær musik.
 Mathilde Damborg.
|
Mathilde Damborg har sunget så langt tilbage hun kan huske, men hun startede med at få decideret sangundervisning som 10-årig. Musik har altid været en betydningsfuld og stor del af hendes liv, og dét at synge har ligeledes altid faldet hende naturligt. Hun fandt glæden ved musikken allerede i sine tidlige år, da hun begyndte på Gjerrild Bønnerup Friskole.
Her lærte hun gennem en masse gode initiativer som kor, musicals, sammenspil - og ikke mindst gode musiklærere - at holde af og praktisere musik og sang. Senere tilbragte Mathilde et lærerigt år på Mellerup musikefterskole, der resulterede i, at hun året efter valgte at starte på Grenå Gymnasium med Musik som ét af hovedfagene.
Selvom Mathilde fra naturens side er udstyret med en god sangstemme, har hun gennem de seneste år modtaget sangundervisning fra dygtige sanglærere.
Mathilde udtaler: "Som sanger kan du altid udvikle dig. Én ting er at kunne synge rent og at kunne kontrollere stemmen, men ligeså vigtigt er indlevelsen og udtrykket i musikken, og det man synger. Jeg er kun 22 år, og jeg har MEGET at lære endnu. Jeg opdager hele tiden nye muligheder i min stemme, og jeg lærer gennem undervisning, hvordan jeg udnytter min stemme bedst. Samtidig prøver jeg også stadig at finde "min egen vej" i musikken".
Mathilde har gennem de seneste år fået undervisning af nu desværre afdøde Ikuyo Sato, der underviste på konservatoriet samt underviste Herning drengekor. Ikuyo lærte Mathilde om en, for hende, ny ukendt verden - nemlig klassisk sang. Denne undervisning resulterede også i, at Mathilde fik et fritidsjob som vikar for kirkesangere i Gjerrild, Hemmed og Grenaa kirker. De sidste to år har hun også fået undervisning af Søren Frieboe, hvor udtrykket i sangen har været i fokus.
De sidste par år har Mathilde haft et godt samarbejde med organist-studerende Flemming Sørensen. Sammen har Mathilde og Flemming bl.a. afholdt velbesøgte julekoncerter, søndagscaféer og optrådt ved festlige lejligheder. Et samarbejde som Mathilde er meget glad for. "At have en pianist, der kan spille alt, giver mig nogle muligheder og en frihed, som jeg før har manglet, når jeg har optrådt. Vi supplerer hinanden utrolig godt og forstår at udfordre hinanden, så det musiske sammenspil bliver noget helt specielt", siger Mathilde.
Mathildes repertoire spænder vidt, da hun udover klassisk sang søndag formiddag i kirkerne også står bag mikrofonen som kvindelig forsanger i partybandet "The Lovemuffins". Sammen med fire andre rutinerede musikere leverer de dansemusik til alle slags festlige lejligheder.
Snart starter hun et nyt kapitel i Aalborg, hvor hun skal læse til lærer - bl.a. i musik. Mathilde har også for nyligt fået en stilling som sopran i Hans Egedes Kirkes kor. Hun ser frem til samarbejdet med Grenaa Blæserne: "Jeg er meget beæret over at skulle samarbejde med Grenaa Blæserne, og jeg synes, det er en fantastisk mulighed for én som mig at kunne komme ud til et bredere publikum end normalt. - Og så glæder jeg mig meget til at have Grenaa Blæserne bag mig, og til at se og høre, hvordan et så stort harmoniorkester vil opleves i samspil med min stemme".
Det er hér dét sker:
Kom-Bi
Nyvej 3
8543 Hornslet
Tlf: 86994265
www.kombi.dk
Kilde: Kom-Bi i Hornslet.
/Bjarke.